Kunsten at investere i kærlighed

Af Barbara Muschinsky & Naomi Kronik

Investering uden udbytte.

..giver som regel anledning til, at genoverveje vores investeringsaftale og sikre, at den stadig lever op til vores ønsker og behov - i hvert fald når det kommer til økonomi. Når det kommer til kærlighed, finder vi det koldt og kynisk, at tage de dybeste, blødeste og sårbareste følelser vi har, og så lige sætte dem på pause for at kvalitetskontrollere, holdbarhedsberegne og værdivurdere forholdets forudsætninger og potentialer. Men hvis vi samtidigt vil have kærlighed, der følelsesmæssigt skal forsørge og ernærer os resten af livet. Vokse sig stor og stærk nok til, at bære os gennem diverse forandringer, udfordringer, glæder, og eventyr og stadig vælge hinanden til hver aften når vi går i seng og hver morgen, når vi står op - Er det så virkelig, en helt absurd tanke, at behandle forestillingerne og forventningerne om vores livs partner(ere), med samme alvor, som vi gør vores livsopsparing? Og hvis det er lykkedes mig, at have dig med så langt, så lad mig da lige se, om jeg også kan lokke dig med på et lille bitte tankeeksperiment: Hvad hvis vi værdisatte kærlighed, som vi værdisætter andre ressourcer (valuta, intelligens, objektiv skønhed etc.) Tror du så vores tilgang til; jagten på-, prioritering af- og holdning til kærlighed vill ændre sig?

Flere måder at investere på.

Jeg er stor fortaler for gennemsigtighed og ærlighed i romantiske (såvel som platoniske) forhold og omvendt er jeg heller ikke tilhænger af, at spille spil.
I min erfaring, kommer ægte intimitet kommer først, når vi for alvor tør være autentiske og sårbare sammen. Når vi tør lægge vores hjerte på bordet og vise et andet menneske, hvem vi er.
Med andre ord - Når vi tør, investere os selv og vores følelser i et andet menneske. 

Jeg har altid opfordret folk; både privat og professionelt til, at være så ærlige som mulige, særligt om deres følelser og behov. Selvfølgelig overfor sig selv, men lige så vigtigt er det overfor en partner.
Min mor siger altid; ”Man skal sige sandheden, men man behøver ikke rutte med den”.
Med andre ord; Vi skal altid være sandfærdig og autentisk, men vi behøver ikke hælde alle skeletterne ud af skabet på første date. 

Til gengæld tror jeg også på, at vi i nogen grad faktisk kan regulere hvor meget vi investerer følelsesmæssigt i et et andet menneske eller et forhold og hvornår vi gør det.
Jeg ved godt det lyder super uromantisk, og jeg er med på, at man sjældent bestemmer, hvem man forelsker sig i. Og selvom forelskelse er en fantastisk, spændende og euforisk oplevelse for de fleste, skal virkeligheden dog ikke forveksles med, popkulturen portrættering (og romantisering) af hvordan effekten af forelskelsens intense følelser, fungerer som en form for rationalebedøvende og beslutningshæmmende narkose. Man kan godt tage sin sunde fornuft med på råd - også selvom man er stormende forelsket.

Transaktionel kærlighed

Som en people-pleaser i kontinuerlig bedring har jeg været kanonføde for alverdens man-babies, egoister, narcissister, sociopater, misbrugere og andre mere eller mindre giftige typer. Mennesker der meget gerne ville have alt det, jeg havde at give i et forhold, men som på ingen måde var interesserede i, eller evnede at give mig noget igen. 

Jeg endte med at føle mig overset, forkert og uværdig. I min desperation for at føle mig elsket og etablere balance, begyndte jeg ubevidst at anse mine forhold som transaktionelle. Jeg blev overbevidst om, at jeg ikke fortjente kærlighed, men måske kunne jeg optjene den, ved at give for at få noget igen. Jeg investerede således alt hvad jeg ejede og havde i den anden i bytte for: håb, sex, overfladisk smalltalk, sofa-dates, skuffelse, frustration og selvbebrejdelse på repeat. Jeg var så fokuseret på, hvad jeg mere kunne tilbyde, hvad jeg ellers kunne investere for, at ramme den rigtige "aktiekurs" og få mit længe ventede afkast, at jeg aldrig fik kigget bag overfladen på dem jeg investerede i. 

Jeg så bare en stor, fin fabriksbygning med en anstændig facade, uden at opdage, at der indeni hverken var maskiner, møbler eller medarbejdere. Eller nærmere - Jeg opdagede det altid for sent.
Gang på gang måtte jeg indse, at jeg igen havde satset min formue i en emotionel falliterklæring, der vitterligt ingenting havde, at investere i mig. Resultatet blev sjovt nok også det samme hver gang; Et afsluttet forhold, et hemmeligt kærlighedsregnskab og en usynlig gæld, der aldrig bliver tilbagebetalt. 
Man kan vel egentligt sige, at min type plejede at være "Kærlighedens svar på Stein Bagger".

Min investering tog mange former. Jeg købte betænksomme gaver, åbnede op for mit mest sårbare indre og delte ud af mig selv. Jeg gjorde store og små tjenester for min elskede hver eneste dag, jeg lyttede og prøvede at være en rummelig, betænksom og støttende partner. Jeg arrangerede dates og sjove oplevelser, jeg brugte tid og energi på at lære deres venner og familier at kende. Jeg  smed alt hvad jeg havde i hænderne, når de havde brug for mig, støttede dem i deres drømme.. Alt det jeg ønskede selv at få, og i virkeligheden skulle have gjort for mig selv.

Min strategi

Kort sagt lavede jeg usagte gensidigheds-kontrakter med mine partnere - altså, uden at involvere eller informerer dem om den aftale, jeg forventede indforstået enighed omkring. (Covert Contracts) .
Jeg holdt et form for mentalt kærlighedsregnskab, og lavede små kvalitative studier i mit hovede; virkede noget bedre, end andet? På et tidspunkt skylder man jo så meget i regnskabet, at det unægteligt udløser handling..ikke?
Så jeg blev simpelthen ved med at investere følelsesmæssigt i den anden, gerne i overflåd, i håbet om at de en skønne dag ville gøre det samme for mig.
Alt dette, uden bevidsthed på, at den anden vitterlig ikke havde noget at investere med. 

Jeg så mit eget værd så lavt, at ægte gav mening for mig, at jeg skulle give ALT, og mere til, for at nogen ville have mig som partner. Altså bare vælge mig. Selv til et menneske der gav mig intet igen.
Jeg investerede mere og mere, indtil jeg selv gik konkurs, igen og igen. Rev mig selv i stykker for at redde forholdet. Jeg tog kæmpe lån af min integritet, egen-kærlighed, selvrespekt og i mine mest grundlæggende værdier.
Jeg følte mig needy og en lille smule patetisk

Jeg troede på at jeg gennem min strategi, kunne motivere og inspirerer dem til at udvikle sig. Når det så ikke lykkedes, var der to mulige konklusioner: 1. Min indsats havde været utilstrækkelig og dette var bare yderligere bekræftelse på, at jeg ikke var til at elske, eller 2. Min partner var et kæmpe røvhul, der skulle have værsgo, at tage hen og skide i en andens have.  
Det var rent ud sagt: Miserabelt og særdeles uholdbart.

Min læring

Ja, eller... Sådan var det i hvert fald indtil jeg fik øje på min egen andel i, at skabe og opretholde de skæve og usunde parforholdsdynamikker.
Konklusion nr. 3: Jeg bliver nød til, at skabe sundere mønstre, hvis jeg vil have sundere forhold. For denne strategi er som at trække et klaver op af en mose; hårdt arbejde, drænende og fuldstændigt meningsløst. 

I dag er jeg bevidst om, at have regelmæssige dialoger og forventningsafstemninger i mine forhold og jeg gør mig umage for, at italesætte mine behov, ønsker og lyster. Jeg tager mig selv og trivsel ligeså alvorligt som min partner og deres trivsel.

I dag kan jeg se, at min investering i et partnerskab er en dyrebar og betragtelig gave, som skal behandles med respekt af både min partner - og mig selv.
Jeg tager velovervejede og  gennemtænkte beslutninger om hvem og hvad jeg investerer i - og hvornår og hvor meget jeg investerer. Man kan sige jeg har lavet mig en fornuftig spending-plan, der støtter mig i, at en sundere balance mellem indgående og udgående investeringer, og dermed muligheden for reel følelsesmæssig vækst.
Jeg giver mig selv alt det jeg har brug for, og investerer størstedelen af min formue i mig selv.
- Og jeg skulle lige hilse at sige at det giver et fantastisk afkast.
Det handler ikke om at bygge en mur af kynisme omkring mit hjerte, hvor jeg kun giver hvis jeg får noget igen, men om at kende mit værd, og holde fast i min egen integritet. 

Betyder det så, at en potentiel partner skal have præcis den samme kærligheds-kapital som mig selv?
- Nej... Men det betyder, at dét at have en partner der har viljen, lysten og evnen til at være en aktiv deltager i forholdet, er blevet alpha og omega, hvis jeg skal kunne opbygge et ligeværdigt og balanceret parforhold.
Hvis begge partnere er ligeværdigt givende og generøse i et forhold, vil der opstå en selvforsyning af næring til forholdet, meget lig Newtons Vugge, hvor kuglerne tilfører kontinuerlig energi til hinanden, når først de er sat igang.
Jeg vander dig og du vander mig. 

I dag er jeg rigere i kærlighed end jeg nogensinde har været, og jeg har derfor mere end rigeligt at dele ud af. 
Parforhold er ikke et forretningsanliggende, men det kan nu godt betale sig at blive en skarp og kyndig kærlighedsøkonom.

XXX

Barbara