Fra Allieret til Biseksuel
"Nåh ja, Naomi.. Du fandt da først ud af sent, at du er biseksuel, ikke?"
En sætning, der gør det utroligt svært for mig, ikke at lade mine øjne trille bagud, mens mundvigende finder sig til rette godt oppe under ørerne.
Min seksualitet er som sådan ikke mere end almindeligt morsom, men min blindhed overfor, hvad der i bakspejlet skinner så tydeligt frem, er for mig, vanvittigt sjovt. - Hvordan var jeg nogensinde i tivivl?
Og hvordan gik jeg fra at være en helt almindelig, heteronormativ allieret, med regnbuefarvede svedaftryk og selvopgivende tendenser, til en pan- og poly-identificerende, sanglærke med selvtillid dampende ud af hver en pore? Det kan jeg faktisk ikke svare dig på - for sandheden her - det gjorde jeg slet ikke.
At lærer mere om mig selv; og om hvad denne viden betyder for mig - har ikke gjort mig til et helt nyt menneske, selvom det måske til dels har kunne virke sådan - tvært i mod, har det nærmere gjort mig til, endnu mere af alt det, jeg var i forvejen.
MEN, jeg gik fra ét udgangspunkt til et andet, og det var dén proces jeg kom fra..
Kan jeg være lesbisk?
Nej, hvis jeg var lesbisk ville jeg jo ikke være i tivivl. Desuden.. Jeg kan da godt lide fyrer.. kan jeg ikke?
Hvis du er landet på denne blog, kan det være du selv har gået med, eller går med tanker og spørgsmål til din seksualitet. Måske har du ligesom mig - og mange andre før os, søgt efter en test eller googlet en version af spørgsmålet: "Er jeg homo?".
Jeg husker at have spurgt mig selv, flere gange som barn og ung, om jeg måske kunne være lesbisk. Men mit rationale fortalte mig, at så længe jeg var i tvivl, kunne det jo ikke være tilfældet - At mit rationale, så ikke nåede om på bagsiden af dét argument og spurgte "hvis du er i tvivl, hvordan kan du så kun være til mænd?" er en helt anden snak.
Jeg spejlede mig i min omverden og min ide om dens forventninger til mine præferencer.
Bevares, jeg vidste godt intellektuelt, at der fandtes andre seksualiteter end heteroseksualitet. Og jeg vidste så sandeligt også godt, hvad min holdning var til deres kærlighed. Aldrig har mit lille hjerte brændt så stærkt for en sag før, som da jeg første gang, blev bevidst om homo-forbi. Men at forstå noget som en fundamental selvfølge og ret, er ikke det samme, som at forstå og genkende den i sig selv.
Mediebilledet i dag, er heldigvis meget mere nuanceret, end det var i 90'erne og 00'erne og der er ikke helt så langt imellem god og vital queer representation længere - selvom vi stadig ønsker os mere!
Nå, fast forward til 2020, hvor jeg - som så mange andre, slog min personlige rekord i tv-serier slugt på et enkelt år. Bl.a. så jeg The Bold Type, der nemlig har en karakter, der sideløbende med seriens andre tematikker, opdager sin egen biseksualitet og gennem hendes personlige identitetsrejse på skærmen, fik jeg langt om længe, lov til at se en udgave af mig selv, mine følelser og tanker, der bare gav mening for mig. Puslespilsbrikker faldt i slowmotion for mit indre øje og faldt automatisk på plads til det puslespil, der er mig. Min verden faldt sammen, og stod klart som aldrig før, i et og samme øjeblik.
Ny pubertet.
Det føltes som en ny pubertet. En identitet, jeg i store træk troede, jeg havde styr på, blev pludselig sprængt i luften, og jeg blev kastet ud i en ny verden af usikkerhed og spørgsmål. Hvem er jeg nu? Hvad betyder det her for mit liv? For hvordan bliver mødt i og af verden? Og hvordan sætter jeg overhovedet ord på nogle af mine følelser og tanker, når det hele stadig føles som noget, jeg kun lige er begyndt at opdage? I det mindste var alle mine jævnaldrende lige så snot forvirrede, akavede og overdrevet liderlige, som mig, da vi alle gik igennem puberteten sammen første gang i teenageårene.
Det var sårbart og nervepirrende at være ny til noget så intimt som sex og tiltrækning i en alder, hvor man forventes at være erfaren.
Det føltes som at stå nøgen foran verden. Jeg var bange for at fejle, for at blive dømt eller misforstået. For ikke at være den rette mængde queer, med den rette mængde erfaring - som om, queer miljøet ikke netop et et sted, hvor folk har stået i alverdens aldre og livsfaser og sagt "Hej, her er jeg" for første gang i deres liv.
Og den første og bedste opdagelse jeg gjorde mig: Find dit eget queer community. Du skal nok komme ud og date og udforske denne nye åbne verden. Men at have et fællesskab; at mødes med, dele historier og viden med, gør underværker - særligt hvis man føler sig som Bambi på glatis.
Jeg har stadig meget af min rejse forude. En rejse fyldt usikkerheder, pinligheder, fejltrin, gode historier, grin, kærlighed, accept og meget, meget mere. Men dette ved jeg, med sikkerhed:
Det er aldrig for sent at lære sig selv bedre at kende. Det er aldrig for sent at leve autentisk. Og den eneste, der ved hvad autentisk er for dig - det er dig!
Så giv dig selv frihed, kærlighed og tålmodighed til at undersøge hvad der føles rigtig for dig!