Mit perspektiv
Af Zoë Perry
De udfordringer, mine voksne børn og jeg står med, efter at jeg er kommet ud som transkvinde.
Denne artikel handler om en transkvindes modige rejse mod autenticitet og de dybe konsekvenser, det har haft for hendes familie – især hendes voksne børn. Gennem refleksioner om kærlighed, tab, skyld og håb deler hun sin oplevelse af at springe ud som transkønnet og de komplekse følelser, det har skabt i familien.
Læs med og få et rørende indblik i, hvordan ærlighed overfor sig selv kan forandre både egne og andres liv på godt og ondt.
I begyndelsen af august 2018 kom jeg hjem fra en tur til Litauen, og jeg havde ikke fået renset min neglelak helt af. Min kone inspicerede mig og sagde "Jeg er træt af din crossdressing og dine tatoveringer, og jeg vil skilles". På dette tidspunkt indså jeg, at jeg ikke havde noget at tabe. Jeg fortalte hende, at jeg er transkønnet. For første og eneste gang, siden jeg mødte hende, var hun tavs.
Hele mit voksne liv havde jeg følt, at jeg var to mennesker i én krop. Det havde taget mig årtier at forstå, hvad der foregik. Da jeg først forstod det, havde jeg en dyb frygt for at fortælle familie og venner, da det kunne have katastrofale konsekvenser for mig. Jeg var bange for at afsløre min sandhed for dem.
Til at begynde med så alt ud til at forløbe forholdsvis glat, efterhånden som min historie udfoldede sig for familiemedlem efter familiemedlem. I flere måneder bagefter var jeg euforisk. Årtiers belastning og identitetsdualitet var omsider overstået, og min verden var ikke kollapset.
Men for min familie var dette kun begyndelsen...
Min partner betalte en høj pris.
Min kone var chokeret. Det tog hende tid at gøre status over sit liv. I de følgende måneder hjalp og støttede hun mig. Men hun skulle samtidigt håndterer stærkere og stærkere opfordringer fra sin datter og søstre om at forlade mig. Hun besluttede at lade sig skille, men at blive med mig, og ret hurtigt fortsatte vores liv som før. Min partner betalte en høj pris, da hendes datter afbrød al kontakt med hende.
To et halvt år senere fik hun konstateret sent stadie af terminal cancer og en uge før hun døde havde vi en civil partnerskabsceremoni. Hun gjorde alt, hvad hun kunne for at ordne vores affærer, så jeg kunne være okay. Det var en stor kærlighedshandling. Ved at miste hende mistede jeg min største allierede.
At vide er anderledes end at føle
Afsløringen af, at jeg er transkønnet, har unægteligt haft en dyb psykologisk og følelsesmæssig indvirkning på alle mine nærmeste. Hvordan hvert af mine fire børn (alle fra mit første ægteskab) har håndteret dette, ser ud til at have været forskelligt, men i hvert tilfælde er de nødt til at opbygge et nyt billede og opfattelse af mig som deres far. Fundamentet for deres liv er blevet splintret og rystet. Deres reaktion har inkluderet perioder med afstandstagen fra mig. Jeg ved, at de skal have den tid, de har brug for til at finde sig til rette i denne nye virklighed. Men at vide er anderledes end at føle.
Efterhånden er min eufori forsvundet. At leve som kvinde er normalt for mig nu. Mange af mine venner og bekendte kender mig kun som Zoë. Jeg føler mig helt tryg ved den, jeg er.
Men alt er ikke godt inden i mig. Mine børn er de fire vigtigste personer i mit liv. Jeg er nødt til at leve med skyldfølelsen af, at være årsag til så stor sorg og forvirring for dem. Så er der den ubærlige smerte ved afvisning. Hele mit liv havde jeg troet, at jeg trods alle mine mangler havde været en ganske god forælder. Vi havde altid været tætte. Det kan jeg ikke tillade mig at tænke mere. Jeg elsker dem betingelsesløst, men det føles som om, min form for kærlighed ikke er gengældt. Jeg føler ikke, at jeg er familie for dem på samme måde, som deres mor er. Jeg har den nagende følelse af, at det ville være nemmere for dem, hvis jeg ikke var her mere. De ville selvfølgelig være kede af det, men deres liv kunne vende tilbage til det normale, og de kunne hver især mindes mig, på præcis den måde, der ville bringe dem mest mulig ro og trøst.
Følelsernes paradoks.
Som forælder er det instinktivt for mig, at beskytte mine børn. Har jeg svigtet dem? Har jeg været egoistisk ved at komme ud? Tankerne plager mig.
En anden del af mig er indigneret. Jeg er ikke en anden person nu. Mere af mig er bare synlig for verden nu. Det kan vel ikke være ondt at være tro mod sig selv? Jeg har ikke været ondskabsfuld, tankeløs eller uagtsom. Hvis jeg bliver afvist, er det på grund af essensen, af hvad jeg er som menneske.
Jeg er gammel nu, og i mine sidste år føles kontakten med mine børn og børnebørn mere værdifuld end nogensinde. Tid er ikke en luksus jeg har, og jeg føler mig ensom.
Min oplevelse af, at være ekskluderet af mine børn er ikke ens. Jeg er ikke blevet fuldstændigt forvist. Hver af mine børn behandler mig forskelligt og de tillader mig at være en del af deres liv i forskellig grad. Men det er bare ikke det samme, som det var og jeg skal ofte gå på æggeskaller.
Jeg får brug for al den tålmodighed, jeg kan udvise. Med tiden vil vores forhold måske, selvom de er ændret, blive stærkere og mere autentiske. Men der er ikke være nogen sikkerhed, og det er ikke noget, jeg kan kontrollere. Alt, hvad jeg kan gøre, er at leve mit liv dag for dag, nyde mine venner, mine hunde, mine smukke omgivelser og dejlige hjem og være taknemmelig for det, jeg har. Alt dette fortæller jeg mig selv, men ofte når timerne bliver lange og jeg sidder alene derhjemme er det ikke sådan, jeg har det.